Sædelighedsfejden

Georg Brandes’ forelæsninger i 1871 var startskuddet på debatten om seksualmoralen, som også refererer til som sædelighedsfejden.

Sædelighedsfejden omhandler ligestilling mellem kvinder og mænd. Dvs. at uanset køn havde man retten til ens egen frie seksualitet. Dengang lød samfundsmoralen på, at kvinder måtte vente med at have sex indtil de blev gift, da det at miste sin mødom før ægteskabet (have sex for første gang) ikke var socialt accepteret i samfundet. Den herskende holdning til seksualmoralen var, at det dog var tilladt for mænd at være seksuelt aktive før ægteskabet, da mænd havde drifter, som de var nødt til at udleve. Generelt var denne tid altså stærkt præget af ulighed mellem kønnene.

Selv efter det moderne gennembrud blev denne holdning støttet. Tilhængerne var primært kirken og de mennesker, der var bange for forandring og havde et gammeldags indstilling.

I modsætning til den herskende kønsmoral og Brandes' synspunkter, opfordrede det hurtigt voksende Dansk Kvindesamfund til, at der skulle være en strengere kønsmoral for begge køn, også kendt som “Handskemoralen”. Kvinderne mente, at det var dumt at udleve en fri seksualitet, da det ville have negative konsekvenser. Kvinderne ville nemlig blive gravide og føde børn uden for ægteskabet, også kaldt uægte børn, hvilket ville gøre deres mulighed for at blive gift mindre. Det var derfor mændene der skulle indrette sig efter en strengere seksualmoral. Begge køn skulle altså ikke gøre sig seksuelle erfaringer før ægteskabet.

Et tredje synspunkt, som var stærkt støttet af Georg Brandes og hans tilhængere, var at fri seksualmoral for begge køn skulle indføres og udleves. Hvis man støttede denne holdning, mente man, at kvinder skulle sættes fri. Georg Brandes ønskede, at kvinderne og mændene skulle ligestilles og have retten til sex før ægteskabet og samtidig lægge den gamle seksualmoral bag sig.